Kosmisk kaos Songtext
von Malk de Koijn
Kosmisk kaos Songtext
Mine tarme skriger i munde på folk der snakker ondt
Om rakkerpak som mig
Imens de smider og stryger med de gyldne gryn om sig
Som kunne have gjort gavn for mig til min hungrende vom
Men jeg har ikke et særligt stort navn så den er hungrende tom
Jeg dufter dolmerkål stegte bornholmer ål,
Alverdens mad serveret på sølvfad, men min lomme er flad.
Jeg fryser min fod for jeg har slidt min skosål, mit andet ben og min sko
Har jeg solgt for en slik til et godt formål.
Jeg føler mig yderst fjern, men skal blot bryde min hjerne,
Med at fryse en halv krop jeg spiller op med den ene hånd,
Den anden holder jeg en tom kop
De kalder mig betler eller bare den flade gademusikant
En enkelt klam stodder der æder skodder i mod en usselt pant
Fordømt rådden røv det er blevet en luder at være rapper
Der er ingen scene jeg er helt alene i det 21′ århundrede på de kolde trapper
Så hist hvor vejen slår en bugt ser du en såkaldt gammel nar
Der snakkede om at blive ægte familie far, spiser rådden frugt.
En viadukt må være stedet at søge ly for en lilla sky
Der giver tegn på syrer regn snart vil hærge den indre by.
For det er oven uden udmattende at slentre rundt med huller i hud og hår
Jeg prøver at regne ud hvornår mine kødsår bliver til aske.
Jeg ser en taske. Daske i hånden på en gammel dam,
Jeg burde fam', men nej de er blevet for smarte,
Nu til dags kan de baske en i karate.
Så jeg må nøjes med de ligegyldige små basører
Jeg føler blikket slører og høre fløjten til det sidste tåg der snart kører.
Så jeg gør klar, tar′ mine ting begynder at vandre
Ser tilbage til de dage af mit liv og det jeg godt ville forandre
Men opgir' opsir' min tilstedeværelse på denne planet
Gjort er gjort og sket er fortid en alt for hård tid for en forleden gammel gadestryger,
Smyger mig ned af strøgen forsvinder i røgen fra min sidste ryger,
Som fordamper ligesom mig og bliver ét med de triste skyer.
Langt væk fra den her klode for det på mode at vær′ psyko.
Så jeg er klar parat til start og så væk i en fart.
Mellemspil
Jeg tjalder rundt og ser smart ud og andre synes at det ser rart ud at se så 24 karat ud.
Men jeg er skæv og fuld og fuld af ligeså meget lort som alle andre
Og der står no-future malet på min port.
Det er for stort når jeg ser sort og skærmen flimrer øjne
Løber i vand, min sved er kold og hjernen simrer.
For jeg er fanget i en fremmed verden det er en krig man.
Jeg kaldes Geo, men jeg har det som en Brian.
I det kanndente Disneyland så det er mig du gør nar af,
Når du råber efter folk der ligner dommedag
Min verden bryder sammen som en legoplanet
Og geologeisme bliver en egomentalitet.
Jeg drømmer om et stille rum med lys og bad og seng i og
Ikke trisse rundt på må og få og være afhængig af
Tjald og tobak og elefanter og af kroner
For at glemme alt om sultne børn og voldtægt og kanoner.
Har set så mange nøgne kvinder at jeg går og
Prøver på ikke at brække mig hver gang jeg ser et bart lår.
Jeg har kun kulde, vil gerne bytte det til varme,
Så jeg synker en klump i mens det flår i mine tarme,
Mine arme går i bund som et lod af bly
Ja det vel nok en ringe trøst at i morgen er en ny dag,
Jeg mumler tak til jearac, Jeltsin og billie-boy,
Med foldede hænder tak for guldøl og billig røg,
Plastic og piller, nervegas og mobiler.
Tiden iler når mit kød er væk så ved jeg at kraniet smiler hånligt.
Mellemspil
Jeg må stimuleres for ingenting fungerer som det burde
Der skal mere end urtete til at kvæle mine sjæle kvaler
Jeg daler
Falder
Maler blå verbaler
For det hænder for selv den bedste at bøtten vender til det værste
Noget af det sværeste man kan undværer må være nærvær fra de næreste
Jeg tager endnu en tår, mens et år bliver til årtier, tier blir′ til årtusinder
Jeg hører susen for mit indre ører
Mit sind det køre non-stop som skod pop på fucked up diskoteker
Skt. Hans eller skt. Peter venter spændte på at se mig til the
Men de må sande at jeg blir' oven vande
For det er for let at bare forbande det hele langt væk
I trit med man ligger sig i sprit, spiller sig selv og går fallit
Jeg vågner stum op i et tom rum og køber ord på kredit
Mit tanke spind holder mig bundet på hænder og fødder
Så jeg er fortabt, hvis ondskabens træ slår rødder i mit sind og straks
Så jeg synger den blues
Så bli nu hængende i min rus
Så jeg synger den blues
Så bli nu hængende i min rus
Om rakkerpak som mig
Imens de smider og stryger med de gyldne gryn om sig
Som kunne have gjort gavn for mig til min hungrende vom
Men jeg har ikke et særligt stort navn så den er hungrende tom
Jeg dufter dolmerkål stegte bornholmer ål,
Alverdens mad serveret på sølvfad, men min lomme er flad.
Jeg fryser min fod for jeg har slidt min skosål, mit andet ben og min sko
Har jeg solgt for en slik til et godt formål.
Jeg føler mig yderst fjern, men skal blot bryde min hjerne,
Med at fryse en halv krop jeg spiller op med den ene hånd,
Den anden holder jeg en tom kop
De kalder mig betler eller bare den flade gademusikant
En enkelt klam stodder der æder skodder i mod en usselt pant
Fordømt rådden røv det er blevet en luder at være rapper
Der er ingen scene jeg er helt alene i det 21′ århundrede på de kolde trapper
Så hist hvor vejen slår en bugt ser du en såkaldt gammel nar
Der snakkede om at blive ægte familie far, spiser rådden frugt.
En viadukt må være stedet at søge ly for en lilla sky
Der giver tegn på syrer regn snart vil hærge den indre by.
For det er oven uden udmattende at slentre rundt med huller i hud og hår
Jeg prøver at regne ud hvornår mine kødsår bliver til aske.
Jeg ser en taske. Daske i hånden på en gammel dam,
Jeg burde fam', men nej de er blevet for smarte,
Nu til dags kan de baske en i karate.
Så jeg må nøjes med de ligegyldige små basører
Jeg føler blikket slører og høre fløjten til det sidste tåg der snart kører.
Så jeg gør klar, tar′ mine ting begynder at vandre
Ser tilbage til de dage af mit liv og det jeg godt ville forandre
Men opgir' opsir' min tilstedeværelse på denne planet
Gjort er gjort og sket er fortid en alt for hård tid for en forleden gammel gadestryger,
Smyger mig ned af strøgen forsvinder i røgen fra min sidste ryger,
Som fordamper ligesom mig og bliver ét med de triste skyer.
Langt væk fra den her klode for det på mode at vær′ psyko.
Så jeg er klar parat til start og så væk i en fart.
Mellemspil
Jeg tjalder rundt og ser smart ud og andre synes at det ser rart ud at se så 24 karat ud.
Men jeg er skæv og fuld og fuld af ligeså meget lort som alle andre
Og der står no-future malet på min port.
Det er for stort når jeg ser sort og skærmen flimrer øjne
Løber i vand, min sved er kold og hjernen simrer.
For jeg er fanget i en fremmed verden det er en krig man.
Jeg kaldes Geo, men jeg har det som en Brian.
I det kanndente Disneyland så det er mig du gør nar af,
Når du råber efter folk der ligner dommedag
Min verden bryder sammen som en legoplanet
Og geologeisme bliver en egomentalitet.
Jeg drømmer om et stille rum med lys og bad og seng i og
Ikke trisse rundt på må og få og være afhængig af
Tjald og tobak og elefanter og af kroner
For at glemme alt om sultne børn og voldtægt og kanoner.
Har set så mange nøgne kvinder at jeg går og
Prøver på ikke at brække mig hver gang jeg ser et bart lår.
Jeg har kun kulde, vil gerne bytte det til varme,
Så jeg synker en klump i mens det flår i mine tarme,
Mine arme går i bund som et lod af bly
Ja det vel nok en ringe trøst at i morgen er en ny dag,
Jeg mumler tak til jearac, Jeltsin og billie-boy,
Med foldede hænder tak for guldøl og billig røg,
Plastic og piller, nervegas og mobiler.
Tiden iler når mit kød er væk så ved jeg at kraniet smiler hånligt.
Mellemspil
Jeg må stimuleres for ingenting fungerer som det burde
Der skal mere end urtete til at kvæle mine sjæle kvaler
Jeg daler
Falder
Maler blå verbaler
For det hænder for selv den bedste at bøtten vender til det værste
Noget af det sværeste man kan undværer må være nærvær fra de næreste
Jeg tager endnu en tår, mens et år bliver til årtier, tier blir′ til årtusinder
Jeg hører susen for mit indre ører
Mit sind det køre non-stop som skod pop på fucked up diskoteker
Skt. Hans eller skt. Peter venter spændte på at se mig til the
Men de må sande at jeg blir' oven vande
For det er for let at bare forbande det hele langt væk
I trit med man ligger sig i sprit, spiller sig selv og går fallit
Jeg vågner stum op i et tom rum og køber ord på kredit
Mit tanke spind holder mig bundet på hænder og fødder
Så jeg er fortabt, hvis ondskabens træ slår rødder i mit sind og straks
Så jeg synger den blues
Så bli nu hængende i min rus
Så jeg synger den blues
Så bli nu hængende i min rus
Writer(s): Jenkins Gordon, A Kristiansen, Charles W. Wright, Geo G., Joe Banks, June Pebersen, Lasse Bavngaard Lyrics powered by www.musixmatch.com
