Carsten Levin Songtext
von John Mogensen

Der′ en stund, jeg aldrig glemmer.
En forbandede dag.
Det var, da jeg fulgte ham på vej.
Tel Aviv var målet, Okay
Hans private sag.
Men hva' pokker sku′ der bli'e af mig.
Vi var vokset op, to drenge.
Gik i samme skole.
Og vort venskab holdt.
Nu var vi blevet mænd.
Hans beslutning kom en aften.
Da vi sad på vor' cafe′.
Jeg tror nu nok
Jeg havde følt, hvor det bar hen.
Frihed, er en ting,
Som folk må kæmpe for at få.
Ellers bli′r de ofte
Gjort til grin.
Længsel efter frihed.
Bryder hver en lås og slå.


Den er hver mands eje
Din og min.
Det var gået op
For Carsten Levin.
Regnen faldt den dag vi blaffede.
Tavse vandrede vi mod syd.
End'lig kom en vogn,
Der tog os op.
Viskerne mod ruden,
Timevis, den samme lyd.
Sorgen knugede hjertet
I min krop.
Så nåede vi da grænsen
Og jeg bød min ven; farvel.
Det var lige før
Jeg fulgte med.
Men jeg vidste der var noget
Han sku′ klare med sig selv.
Han fik lov at rejse
Hjem i fred.
Frihed, er en ting,
Som folk må kæmpe for at få.
Ellers bli'r de ofte
Gjort til grin.
Længsel efter frihed.
Bryder hver en lås og slå.
Den er hver mands eje
Din og min.
Og det var gået op
For Carsten Levin.
Længsel efter frihed.
Bryder hver en lås og slå.
Den er hver mands eje
Din og min.
Frihed, er en ting,
Som folk må kæmpe for at få